Nibe-Nyt
Nibe-vejr  Nordjysk vejr


Forside

Nyheder

Reportager

Nibenytten

Læserbreve

Nibe på nettet

Kalender

Kontakt Nibe-Nyt

Arkiv





Mandag 14. december 2009

På opdagelse i julekrybbens italienske landskab

Kirsten Hørbys imponerende julekrybbe med flere hundrede italienske terrakottafigurer i et rigt landskab af palmelunde, vinmarker, marked, og ørken kan i øjeblikket ses i Nibe Kirkes kapel. Fra en beskeden start med tre figurer og lidt mos hjemme i kaminen har krybben gennem 50 år vokset sig langt ud over dagligstuestørrelse.



Af Anette Marcher

Det kan godt anbefales at tage lidt tid ud af den travle julekalender og gå et smut forbi Nibe Kirkes kapel på Sygehusvej for at opleve Kirsten Hørbys julekrybbe. Man skal bare være forberedt. For der er så meget at se på – så mange tableauer at beundre og detaljer at suge til sig – at det ikke er noget, man gør på hverken fem eller ti minutter.

Julekrybben er nemlig alt andet end beskeden. Nogle hundrede figurer i italiensk terrakotta står i et flere kvadratmeter stort landskab med palmelunde, vinmarker, ørken, amfiteater, sø, vandfald og meget, meget mere. Der er en markedsplads med slagter-, limonade- og frugtboder. Et trattoria på en bakke, hvor værten serverer vin fra store fade. Der er koner, som står og vasker tøj på klipperne. Og der er selvfølgelig også de tre vise mænd på vej mod stalden med Josef, Maria, jesusbarnet og alle dyrene.

Der er med andre ord nok at gå på opdagelse i, og oven over det hele hænger små tykke terrakottaengle og en mørkeblå fløjlshimmel med stjernelys.

Kirsten Hørby, som til daglig er lektor ved Aalborghus Statsgymnasium, fortalte ved julekrybbens officielle indvielse i
fredags, hvordan den store samling af figurer er blevet til i løbet af en periode på over 50 år. De første – Josef, Maria og jesusbarnet – blev indkøbt i 1954, da Kirsten Hørby boede med sine forældre i Rom og opdagede, at alle italienske børn lavede julekrybber til jul.

”Den første julekrybbe blev bygget i kaminen. Den bestod af tre beskedne figurer og lidt mos, og der var sådan set ingen, der så nogen fremtid i det. Men året efter kom de tre hellige konger til, og så kom der også to engle, så lidt efter lidt begyndte julekrybben at kravle ud af kaminen”, fortalte Kirsten Hørby.

Og julekrybben, der siden har fulgt Kirsten Hørby rundt i verden, fortsatte med at vokse sig stor. Efterhånden nåede den et format, der krævede mere plads, end et almindeligt dagligstuegulv kunne tilbyde. I 1993 kom krybben for første gang op at stå i festsalen på Aalborghus Statsgymnasium.
Her havde den fast plads, indtil man for et par år siden vurderede, at opstillingen krævede for meget arbejde i forhold til, hvor længe julekrybben kunne stå fremme. Den måtte nemlig tages ned igen, inden gymnasiets julefest midt i december.

I år har den så fundet et langt mere fredeligt sted at stå. Et særligt krybbelaug har med Kirsten Hørby som instruktør arbejdet sammen om at stille de mange figurer op i Nibe Kirkes kapel og har udfoldet sig med mos, kogler, grene, agern, sten, sand og vand for at skabe det imponerende landskab.

”Krybbelauget har været enestående. Alle blev som børn, da de først kom i gang med arbejdet. Selv de, som sagde, at de ikke var kreative og ville nøjes med at komme med kaffe og brød, de blev kreative, når de fik lidt mos imellem hænderne”, sagde Kirsten Hørby.

Julekrybben står fremme i Nibe Kirkes kapel indtil 5. januar. Kapellet er åbent lørdag og søndag fra 13 til 17 samt onsdag 16. december fra 17 til 20 og fredag 18. december fra 13 til 17. Kirsten Hørby eller medlemmer af krybbelauget vil være til stede og kan fortælle om krybbens udformning og historie. Grupper, som ønsker at se julekrybben uden for åbningstiderne, kan kontakte Nibe Kirkes kontor på telefon 98 35 14 63 eller e-mail dre@km.dk. 








© Nibe-Nyt 2009 - nibenyt@mail.dk