Nibe-Nyt
Nibe-vejr  Nordjysk vejr


Forside

Nyheder

Reportager

Nibenytten

Læserbreve

Nibe på nettet

Kalender

Kontakt Nibe-Nyt

Arkiv




Mandag 4. januar 2010

Ingen udsigt til snerydning i Nibe

Aalborg Kommune har ingen planer om at sende sneplovene til Nibe for at rydde de mindre veje. Man vil dog forhøre sig hos den ansvarlige entreprenør om, hvorfor Torvet stadig er dækket af et tykt lag is.



Af Anette Marcher

Nibenitterne kan godt forberede sig på at skulle traske og køre rundt på sne- og isglatte veje og fortove et stykke tid endnu. Aalborg Kommune har i øjeblikket ingen planer om at sende sneplove og saltebiler til Nibe – i hvert fald ikke for at rydde den meget store del af byens veje, der klassificeres som C-veje. Det oplyser kommunens driftsafdeling, som er ansvarlig for snerydningen.

Den megen is og sne forsvinder næppe heller af sig selv. Den lokale vejrudsigt lover nemlig temperaturer under frysepunktet de næste mange dage og mulighed for nyt snevejr senere på ugen.

Aalborg Kommune har inddelt vejnettet i tre forskellige kategorier, som afgør, hvornår der ryddes sne. A- og B-veje har størst prioritet og ryddes hurtigst muligt, mens C-vejene kun holdes ”farbare” og derfor først ryddes, når de ellers ikke ville kunne benyttes.

I Nibe kategoriseres kun omfartsvejen og Hobrovej som A-veje. Nørregade, Hovvej, Anlægsvej, Sygehusvej og Grydstedvej har fået betegnelsen B-veje, men alle andre gader og veje i byen falder i kategorien C-veje. De er ikke blevet ryddet for sne siden før jul og bliver det formentlig heller ikke inden for overskuelig fremtid.

Rådmand for teknik og miljø Mariann Nørgaard (V) har tidligere erkendt over for TV2 Nord, at snerydningen på C-veje kunne være bedre. Kommunen har dog også problemer med at holde de højere prioriterede veje og fortove fri for sne og is. For eksempel blev fortovet omkring Nibe Museum først ryddet mandag formiddag, og selve Torvet er stadig dækket af et flere centimeter tykt lag is.

Driftsafdelingen hos Aalborg Kommune oplyser til Nibe-Nyt, at man nu vil tage kontakt til den ansvarlige entreprenør for at spørge til snerydningen på Torvet. 









© Nibe-Nyt 2009 - nibenyt@mail.dk