Nibe-Nyt
Nibe-vejr  Nordjysk vejr


Forside

Nyheder

Reportager

Nibenytten

Læserbreve

Nibe på nettet

Kalender

Kontakt Nibe-Nyt

Arkiv




Torsdag 7. januar 2010

Op til overfladen efter voldsomt snekaos

Skoleleverne var tilbage i klasselokalerne torsdag morgen, og busdriften kom så småt i gang igen. Men sneen ligger stadig tykt på de mindre veje, og isen lurer nedenunder, så det er fortsat svært for både busser, biler, post- og avisbude og almindelige fodgængere at komme frem.



Af Anette Marcher

Efter halvandet døgn under voldsomt snevejr og meterhøje snedynger er Nibe og omegn så småt på vej op til overfladen igen. Langt de fleste skoleelever var torsdag morgen tilbage i klasselokalerne oven på en onsdag med snefri på alle områdets skoler. Busdriften kom også småt i gang, så nibenitter, der for eksempel havde været strandet i Aalborg, kunne komme hjem igen. Og Nordjyske Stiftstidendes avisbude formåede at aflevere torsdagsavisen i langt de fleste postkasser.

Der var dog stadig brug for snekæder og sneskovle i bybilledet. Mange måtte ud og skovle biler og havegange fri for sne, og i den gamle bydels smalle gader kæmpede flere med at holde fortovene fremkommelige. Hver gang sneploven kom forbi, sendte den nemlig nye kaskader af fedtet sne op på det smalle stykke mellem huse og vej.

Visse steder er der så lidt plads, at det slet ikke er muligt at rydde fortovene. Der er simpelthen ikke nogen steder at gøre af den ryddede sne, som ellers tårner sig op som rene bjergkæder langs mange vejkanter.

Der er også fortsat grund til at køre forsigtigt på gader og veje. Nok betød det voldsomme vintervejr, at Aalborg Kommune endelig sendte sneplovene ud for at rydde Nibes mange små gader og villaveje, men nedenunder lurer stadig det tykke lag is, som blev dannet hen over jul og nytår.

Kombinationen af gammelt islag og ny fedtet sne betød, at både biler og busser ind imellem havde svært ved at komme frem. Det samme havde postbudene, som nu håber på at få erstattet postcyklerne med biler, så de blandt andet kan komme ud med de store bunker af reklamer, som er ved at hobe sig op.

Indtryk fra et snedækket Nibe:


Nørregade er en såkaldt B-vej, som Aalborg Kommune prioriterer at rydde hurtigst muligt. Den er nu alligevel tilsneet og glat, og fortovene er flere steder så smalle, at det er svært at holde dem fri for sne.


Postbudene har stadig svært ved at komme frem med brevene. Ikke kun fordi de ikke kan cykle på de glatte gader, men også fordi folk flere steder har glemt at rydde vejen hen til deres brevsprækker og –kasser.


Den megen sne har betydet, at det er svært at finde et sted at parkere sin bil.. Her er det parkeringspladsen i Kirkestræde, hvor snedynger optager flere af båsene i stedet for biler.


Der er gang i sneskovlene dagen lang. Hvis man da ellers kan finde et sted at smide sneen hen.


Man må gå forsigtigt, når man skal omkring i byen. Ikke blot er veje og fortove dækket af fedtet sne. Der ligger også et særdeles glat lag is og lurer nedenunder.


Nogle biler kommer vist ikke ud at køre lige med det samme …


Børnene gør god brug af vintervejret, som både byder på mange herlige slædeture og istapper at sutte på.


Busdriften er kommet i gang igen. Det glatte føre betyder dog stadig både aflysninger og forsinkelser.

Og når man nu skal vente på en bus, der måske alligevel ikke kommer, kan man ligeså godt benytte ventetiden til en rask slåskamp i sneen.






© Nibe-Nyt 2009 - nibenyt@mail.dk