Nibe-Nyt - www.nibenyt.dk

Fredag 15. januar 2010

Skøn sne - med gule pletter

Af Nibenytten

Det er slet ikke så tosset med al den sne. Ja, jeg ved godt, at folk har været sneet inde. At det har været nærmest umuligt at komme omkring, og at det visse steder er det endnu. At skolerne måtte aflyse undervisningen, og skraldebilerne blive i garagen. At dyr og fugle har store problemer med at finde føde under sneen. At flere har fået ømme muskler af at skovle sne væk fra fortovet for så bare at opleve sneploven læsse det hele tilbage igen.

Men der er altså også gode sider ved alt det hvide. Hvem kan for eksempel brokke sig over en dag eller to med snefri? Og tænk på, hvor meget lysere dagene har været de seneste fire uger, end de havde været, hvis vi bare havde haft almindeligt klamt og overskyet dansk vintervejr uden snedækket til at reflektere dagslyset i de sparsomme timer mellem solopgang og -nedgang.

Frosten og sneen vil også hjælpe med at bekæmpe en af haveejernes store svøber. Dræbersneglene har ualmindelig svært ved at overleve, når temperaturen kommer så langt ned i så lang tid. Det samme har en hel masse andet kryb, kravl, virus og bakterier.

Der sker også noget med os rent mentalt, når sneen sådan vælter ned over landet. Så er det lidt ligesom ’i gamle dage’, hvor man stort set altid kunne regne med, at nytårsraketterne kunne plantes i nyfalden sne, og hvor Bing Crosbys drøm om en hvid jul var mere realistisk end drømmen om en vinterferie i Thailand. Det føles med andre ord lidt trygt at vide, at det stadig kan sne i Danmark på trods af de allestedsnærværende advarsler om global opvarmning.

Og så er landet jo bare pænt at se på, når sneen lægger sig over det. Kedelige sorte pløjemarker bliver til kridhvide snelandskaber. Træernes bare grene får hvide dyner på. Og sommerens visne blomster forsvinder i bløde bomuldsagtige bunker. Der skal nok også være en husejer eller to, som glæder sig over, at rodet i baghaven eller på terrassen for en kort bemærkning ligger skjult under snedækket.

Men ligesom sneen gemmer mange ting, afslører den andre. For eksempel hvor og hvor meget hundene tisser. I stort set alle snebunker langs veje, fortove og hække er der gule, orange og rødbrune strint, fordi en hund har været forbi og lade sit vand.

Det skal de jo, hundene, og jeg er heller ikke ude for at brokke mig over det. Det er bare lidt tankevækkende, hvor meget der er af det. Da jeg var barn, var hundetis faktisk en af de advarsler, min mor brugte over for mig. Hvis jeg var i færd med at samle en uautoriseret ting op fra gaden eller fortovet – en ispind, en sjov sten eller en plasticdims – sagde hun altid til mig, at jeg skulle lade den ligge, for det kunne være, at en hund havde tisset på den.

Nu kan jeg jo se, at hun havde ret. Det var faktisk ret sandsynligt, at en hund havde tisset på den, for de gør det øjensynligt alle steder. Det skal jeg huske, når min egen søn begynder at samle ting op, som jeg ikke har lyst til at få med hjem. Lad hellere den ligge, for det kan være, at en hund har tisset på den. Og hvis han ikke tror på mig, kan jeg jo bare påpege alle beviserne for ham – næste gang sneen lægger sig tungt over landet i nogle uger.